Reflexfilm

 

Det lille filmproduktionsselskab Reflexfilm, der består af skuespiller Ernesto Piga Carbone og tv-fotograf Rune Nygaard viser film på Nakkefestival 2011.

 

Reflexfilm er et produktionsselskab, som har som mål at lave film om det at være menneske.

Reflexfilm består af to venner, der vil udfordre sig selv og lave film om den verden, vi lever i. Fortælle historier om mennesker, drømme, håb, fordomme og, hvem de er inderst inde. Reflexfilm tager udgangspunkt i nuet, hvordan vi lever sammen, og den verden vi lever i. Denne store masse af forskellighed som flyder rundt i en til tider, farlig cocktail; det vi kalder verden.

Vores mål er at kunne lave en eller to egenproduktioner om året med støtte fra forskellige organisationer. Vores mål er at skabe dokumentarfilm, der udfordrer seeren – stiller spørgsmålstegn ved deres syn på og fordomme overfor f.eks. mennesker, verden eller tro.

Vi vil udfordre os selv ved hvert projekt, for at opnå det mest æstetiske visuelle udtryk samtidig med, at historien ikke bliver glemt. Vores holdning er, at vi godt kan skabe dokumentarfilm af høj visuel kvalitet samtidigt med at vi bevarer fokus på historien.

 

Reflexfilm viser filmen  "... i Danmark er jeg født".

 

... i Danmark er jeg født ...

 

 

”... i Danmark er jeg født ...” skaber et billede af en søgen efter, hvem vi er i en smukt filmet dokumentarisk roadmovie gennem verdens længste land, Chile.

Vi følger, Ernesto, i hans møde med familie, som han knapt kender, på hans rejse gennem Chiles maleriske landskab af bjerge og langs det enorme Stillehav.

Ernesto er 30 år, søn af eksilchilenere, og er livet igennem blevet konfronteret med spørgsmålet om, hvem han er: dansk eller chilensk. Denne søgen tager filmen op i en emotionel rejse gennem ørken, bjerge, sne, mødet med hans families mange ansigter og den pulserende storby Santiago.

Dokumentarfilmen, der vises her på festivalen, er endnu ikke helt færdig, men er under stadig klipning.

Spilletid: ca. 60 min.

Besøg Reflexfilms hjemmeside: http://www.reflexfilm.dk/

 

Se alle kunstnere dette år.